“Stop”, svarede stemmen,
hver gang jeg spurgte om vej
Jeg er på en rejse – i mig selv, og i de sidste par måneder har den taget fart. Jeg føler mig lidt som en kat, der har været en tur i både vaskemaskinen OG tørretumbleren og nu sidder her helt rundforvirret med pelsen strittende ud over det hele.
(ps. Man må ikke komme dyr i hverken vaskemaskine eller tørretumbler – just saying 😉 ).
Og hvor gør man så af sig selv? Når man sidder der – og stritter i alle mulige retninger mens man hører sig selv tænke ”Kom nu – du er NØDT til at finde ud af det – du er nødt til at regne det ud nu… Lige nu.. Som i NU – og egentligt helst i går. Det er NU – NU NU NU NU NU blev der sagt. Og jeg kender den SÅ godt den stemme. Stemmen, der vil videre. Der vil mere. Og jeg har lyttet til den et utal af gange. ”Det kan du sagtens – du skal jo bare…” og gang på gang har jeg slået større brød op end jeg kunne bage. Fordi mit ego ville mere. Synes jeg burde være mere – nået længere – klaret flere ting. Hurtigere – vildere. Og gang på gang er jeg blevet skuffet over mig selv. Fordi jeg ikke kunne. Og fordi jeg ikke kunne følge med.
Den sidste måneds tid har jeg prøvet at finde fodfæste i mit nye liv. Det føles som om at alle gulvtæpper er blevet revet væk under mig og alle de krykker jeg tidligere har brugt er knækket. Nu er det mine ben – og kun MINE ben, der skal bære mig. Og puslespilsbrikkerne er blevet kastet op i luften og jeg sidder nu på gulvet og forsøger at finde alle brikkerne for at sætte dem sammen igen. Mit ego ved lige præcist, hvordan det puslespil skal samles og skynder sig – som et barn, der har haft hånden lidt for meget nede i sukkerskålen, at løbe rundt og finde brikkerne, så vi ”hurtigt kan få samlet det skidt” og komme tilbage til normalen. For så kan egoet slappe af. Når alt er som det plejer.
Og jeg mærker, at det hiver i mig.. Ego.. Jeg sidder der på gulvet og ego hiver i min arm ”Kom nu Karina – vi skal skynde os at finde brikkerne – skynd dig nu”. Og jeg ser det. Og jeg hører det. Og nogle gange kommer jeg da også til at gå med på legen. Bliver grebet. Bliver træt af udvikling. Bliver træt af de følelser, der følger med. Indtil jeg opdager, at det ikke er mig, der bliver træt – det er ego. Den side af mig, der elsker ”det normale” og som vil gøre alt for at passe ind.
“Stop med at fikse – sæt dig ned og lyt”
svarede stemmen, hver gang jeg spurgte om noget.
Og jeg har en fornemmelse af, at jeg nu sidder der på gulvet og siger stille og roligt og kærligt til ego, der konstant hiver i min arm; ”Nej – ikke denne gang. Vi skal bare sidde her”. Og ego svarer: ”Men.. Men.. Vi skal jo samle puslespillet. Så alt kan blive godt.” Og jeg svarer: ”Nej – ikke denne gang. Vi har ikke brug for at samle puslespillet som det var. Vi har brug for at sidde her i stilhed og lytte og kikke på brikkerne og gå rundt og finde brikkerne og bytte nogle brikker ud med nogle andre – stille og roligt. Og vi har brug for at vente til brikkerne kalder på os – for så at hente den brik – og bringe den hjem. Vi skal ikke samle noget bestemt og vi ved ikke, hvilket billede der kommer – vi skal være åbne, og stille, og lytte.”
Det er ved at være nogle måneder, ja hvis ikke faktisk år, siden jeg hørte stemmen første gang. Altså… Hvor jeg hørte den, men valgte at overhøre den. ”Stop”, hviskede den. Men hver gang jeg hørte det, kom ego med det samme på banen og skabte frygt; ”Hvad skal vi så? Hvis vi ikke skal prøve at regne ud, fikse, ordne, sørge for, gøre NOGET, hvad skal vi så?” og svaret var altid: ”stop”. Jeg har bare ikke kunnet eller turdet lytte før nu. Jeg tør faktisk stadigvæk ikke, men jeg er kommet dertil, hvor jeg godt tør ikke at turde. Selvom ego råber. For det gør det stadig. Og finder på undskyldninger og kommer med frygt, sorg, vrede, sårbarhed – ja.. Spiller på alle de store tangenter. For at sikre, at jeg ikke stopper, sætter mig på gulvet og bare lytter. I stilhed. Til mig selv. Til det inde bagved stemmen. Til det, der er dybere. Til det, der godt ved. Til dét, der hvisker ”stop”. Til stilheden.
For det er så pokkers svært at høre noget, når vi ikke er stille.
