At forlade sig selv – for ikke at forlade andre
Man kan måske godt føle sig en smule skyldig, når man vælger personer fra, der ikke længere tjener én. For det er ”jo synd”. Og ”det kan man da ikke” og ”det kan jeg ikke være bekendt”.
Når man er den, der hele tiden ”trækker læsset” og løfter den anden op, men der ikke kommer så meget den anden vej.
Når man ikke taler samme sprog og sandsynligvis heller ikke kommer til det.
Når man bare kan mærke, at vi kører på to forskellige spor.
Hvorfor så blive ved?
Hvorfor skal man så føle sig skyldig over, at sige ”tak men nej tak” til andre mennesker?
Vi gør det jo hele tiden med mennesker, vi ikke kender – altså vælger dem fra. Mennesker, der til en tilfældig fest virker interesserede i at tale med os – ”nej tak” siger vi inde i os selv (og måske også til dem direkte)
Mennesker vi møder til et foredrag eller i træningscenteret. Vi kan mærke, at de føler sig tiltrukket af os – på et menneskeligt plan. Ligesom vi selv kan gøre af andre, når vi mærker at andre har/er noget, vil gerne vil have / være.
Hvorfor er det så så svært med mennesker vi kender?
Skylder vi dem noget?
Har vi skrevet under på en livslang kontrakt, da vi mødte hinanden, som ingen af os kender til?
Måske er det i virkeligheden omvendt.
At hvis vi endeligt absolut skulle føle os skyldige (hvilket jeg ikke synes, man skal!) så kunne man vende den om.
For hvis ikke de er til vores bedste – er vi så til deres? Vi hjælper dem ikke ved at blive.
Det er falsk.
Uægte.
Og ikke særligt kærligt.
Men måske giver det os tryghed. Vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. Og hvis der er noget, vores ur-menneskedyrs-hjerne kan lide, så er det sikkerhed. For sikkerhed = genkendelse/vane = tryghed = overlevelse.
Og overlevelse er No. 1 for os uanset alt andet.
Så når vi går fra andre – vælger dem fra – forlader dem – dem, der ikke længere er gode for os, så er det, det absolut mest kærlige vi kan gøre.
For os – og for dem.
Alternativet er, at vi bliver ved med at forlade os selv.
Et pænt dårligt trade-off, hvis du spørger mig.
Og det gør ondt at forlade sig selv. Uanset årsagen.
Det – gør – altid – ondt
At blive ved med at vælge andre – i stedet for at vælge sig selv.
At blive ved med, på denne måde, at sige til sig selv; “Andre er altid vigtigere end mig”, “Andre kommer først”, “At holde fast på det gamle er vigtigere, end det jeg længes efter”.
Jeg siger det lige igen..
“At holde fast på det gamle er vigtigere, end det jeg længes efter”.
Det er ikke sikkert, at dét er sandheden, men det er lidt det, vi kommer til at sige til os selv – og derfor gør det ondt. Fordi det ikke længere gør os godt. Fordi vi har udviklet os – ændret os eller fordi vi gerne vil. Vi VIL gerne noget andet, men noget spænder ben.
Når vi bliver ved med det gamle – holde fast lægger vi samtidigt også vores liv i andres hænder – bevidst som ubevidst. I samfundets hænder. I de “gamle historier” vi bliver ved med at fortælle os selv. Og det ender med, at vi ikke tager styringen over vores liv. Det gør vanerne.
Og man opdager måske ikke engang, at man har gjort det – eller at man gør det. Fordi det er blevet til en vane. Og som nævnt ovenfor, så er vane = overlevelse.
Så det er blevet normalt at forlade sig selv. For andre, for samfundets normer, for kulturen, for ”sådan gør man ikke her”, for uskrevne regler i familien, for alt muligt.
Vi forlader os selv gang på gang. Uden at opdage det.
Uden at opdage det!
Jeg siger ikke, at du bare skal forlade din familie og alle dine venner. Overhovedet ikke. Men jeg siger, at hvis du kan mærke, at noget skurer i dig, kan det være en idé at kikke på, om der er nogle relationer, du har brug for at bryde med.
Det siges, at vi bliver som de 5 personer vi har tættest på os. Så spørgsmålet er, er de 5 personer er nogle, du gerne vil ligne? Vi spejler os SÅ utroligt meget i andre – helt ubevidst, og vi kommer til at copy-paste dem nærmest uden vi vil det.
Så måske det er på tide at kikke relationerne efter i sømmene og spørge sig selv: Er de for mit bedste – er jeg for deres? Løfter de mig? Kan jeg løfte dem? Kører vi på nogenlunde lignende spor eller er der mile imellem? Taler vi samme sprog? Vil jeg være som dem?
Det er dét, der virkeligt kommer til at rykke os.
Når vi opdager – og finder modet til at forlade andre, til at forlade normer, kultur, uskrevne regler mv.
Når vi finder modet til at forlade, så vi kan finde os selv.
Læs også “At lytte forbi støjen” her:
