At lade sjælen føde på ny

At lade sjælen føde på ny.

At sige farvel til det gamle og favne det nye.

At se frygten så meget i øjnene, så man kun ser sort og alligevel hopper ud i det med begge ben. Hopper så langt ud, så man ikke ved, om man drukner i sorgen over det der har været og i frygten for det, der kunne komme.

Og i det splitsekund at huske sig selv på, at fremtiden og fortiden ikke findes i nuet og tanker om det bare er fantasi og historier. Historier om, hvordan tingene burde have været og fantasi om, hvordan man gerne vil at det skal være.

Og at censurere sig selv inden man overhovedet har fundet sin plads i verden. Inden man har leget, fejlet, prøvet og prøvet igen.

Og fortiden bliver ved med at have sin plads i nuet og i fremtiden, hvis vi tror på, at det er alt vi er, bliver, har og får. Men også dén tro er en historie, og lige så utopisk og uvirkeligt, som det vi tror om vores drømme.

For virkeligheden er ofte en anden end vi tror og en anden end den vi håber, den skal være. Og når vi forstår dét, og tillader det, der er, rent faktisk at være der – om ikke andet, så får et øjeblik – så bliver alting nemmere. Og det bliver nemmere at ændre fremtiden – for hvis du anerkender den nutid du har, og som er skabt ud fra den fortid du har haft, ja så bliver det meget nemmere bevidst at skabe en anden fremtid.

Tillad at slippe det gamle.

Sig farvel til alt det, du har fået som ikke er dit. Den frygt, du fik. Den følelse af ikke at være god nok. De tanke- og handlemønstre, der ikke længere gavner dig – dem du har lært fra dine forældre, venner, undervisere, pædagoger og hvem der ellers har krydset din vej. Giv det tilbage. Sig ”tak, men nej tak – dette er ikke mit” og giv det tilbage.

Tillad at træde ind i dit nye selvbillede – det selvbillede det altid har været meningen, du skulle have. Den person, du altid har været, men som måske har været gemt væk og skubbet til side i mange år. Tillad at være. Lige her. Lige nu. Uden at skulle noget med nogen – uden at skulle være nogen bestemt. Og tillad at sige tak for det, der har været. De smerter du har oplevet og den sorg, du har været igennem. Alle dine tårer. Sig tak. Uden dem havde du aldrig været den du er nu, og uden dem ville du ikke have muligheden for at blive den, det er meningen, du skal blive.

Det er ikke nemt at se fidusen og gaven i vores problemer, når vi sidder midt i det. Efter nogen tid – nogle gange flere år efter, opdager jeg ofte, hvad det er, jeg skulle lære af en bestemt begivenhed. Pludseligt giver smerten mening. Pludseligt kan jeg give den mening. Og jeg kan give den videre i en anden form end den blev præsenteret for mig – som du kan med din.

Omform smerten til visdom.

Omform den. Tag den nye version med ind i det nye år og sig farvel til det gamle.

Og accepter smerten ved at give slip. Selvom det er noget, der ikke længere er godt for dig, kan det godt være smertefyldt og frustrerende at give slip. Accepter det. Anerkend, at det har prøvet at hjælpe dig. Det har gjort, hvad det kunne. Sig tak og nu farvel. Det skal videre. Den lærdom skal videre til en anden, for du har forstået det nu og du er klar til at sige farvel.

Og du er klar til at tage dit nye selvbillede til dig.

Og træde ind i det nye år, med nye vaner, nye tanker

– klar til et nyt liv.